Forfatteren fortæller om en umådelig grusom periode i Cambodias historie. Sokreaksa var ca. 11 år, da borgerkrigen begyndte i 1970'erne. Efterhånden som Khmer Rouge-soldaterne overtog magten blev styret mere og mere kaotisk, vilkårlighed og brutalitet herskede og befolkningen levede i frygt og undertrykkelse. S. og hans talrige familie blev fordrevet fra by til land og overlevede bl.a. ved at spise blade og rødder. Som fordrevne byboer var de til stadighed udsat for terror og overgreb fra soldaterne - sluttelig blev hele familien dræbt sammen med andre ligesindede. Men S. var ikke helt død og det lykkedes ham på mirakuløs vis at kæmpe sig tilbage til livet. Det er en utrolig historie om lidelser, traumatiske erindringer og umenneskelige pinsler - og man forstår godt, at mødet med kristendommen blev en hjælp for ham på den svære vej til forståelse og en vis form for tilgivelse af bødlerne. Efter langvarige ophold i flygtningelejre lykkedes det at komme til Canada, hvor han skabte sig en god tilværelse. Senere vendte han tilbage til Cambodia for at arbejde for kristen missionsvirksomhed. Titlen refererer til Pol Pots erklæring om, at Cambodia skulle begynde forfra som stat. En barsk og rørende skildring af en dramatisk skæbne.