Jeg forventer altid noget særligt af ord fra Kidde, skarpe, skævt humoristiske, kloge og indsigtsfulde, og som regel befriende anderledes end alt andet. Denne forventning indfrier Kidde til fulde også denne gang med sin nye digtsamling. Den består af prosadigte og tekster som har en person eller et væsen som hovedskikkelse, måske digterens alter ego, selvfølgelig under navnet Dicht, sådan kan Kidde noget med ordspil som få andre. Denne Dicht følger man igennem samlingen fra vi møder ham i septembers efterår, hvor "æblerne rødmes/ og pæren blier fed" i en "sensommers tænksomme stund", hvor Dicht ser "at årstider leger tagfat", til han i sidste digt er borte, hvor "Dicht grubler og graver/ han fabler omkring/ men langsomt så rager ham slet ingenting". Han er blevet en "mumiemand", "taler træt nu/ og traurig og trist". Og her tager Kidde, digteren så afsked med sin digtersjæl, som er Dicht, finder sig selv og virkeligheden igen, og skriver som et jeg "Jeg priser den mægtige gløden/ hvoraf jeg skabtes og sprang/ Mit liv er en vandring mod døden og livsskjaldenes skabelsessang". Det er en imponerende digtsamling Kidde her forfatter, skæv og anderledes, genkendelig og menneskelig, humoristisk og klog. De som kun kender Kidde som sjov mand med stort skæg og tegneserie-(h)ånd kan begynde her.