"Et fuldstændigt ugenialt værk, styret af hjertet, årstiderne og den lette tilgang til velsmagende måltider". De to kokke Jesper Carstensen og Søren Ejlersen har talt, og alligevel bunder beskedenheden vist ikke så dybt. For stoltheden over dansk hverdagsmad, som den præsenterer sig lige nu med gnocchi, stegt sild i eddike, tortilla og rødbedesuppe side om side, lyser ud af siderne. Bogen tager en måned ad gangen med start ved januar, og hver måned introduceres med en opskriftsoversigt før de egentlige opskrifter, som veksler i antal mellem 13 og 19. Det er gode, solide og rene smagsoplevelser af den slags, man elsker hele livet, inkl. dem, der uvægerligt ryger ud af den faste hverdagsmadsturnus i perioder, men som er værd at blive husket på. Opskrifterne, som understøttes af mange smukke billeder, er enkle med garanti for et godt resultat og uøvede kan roligt kaste sig ud i kulinariske (retro)oplevelser. Bogen afsluttes med et kategori-, opskrifts- og råvareregister. Aarstiderne er et flot resultatet af 5 madelskeres møde i en række weekender gennem et år, 2 kokke, 1 fotograf, stylist og layouter, og de få stemningsbilleder (man godt kunne have ønsket sig lidt flere af) giver netop et indtryk af den glæde god mad opstår af.