Akademia om Akademia. Biddragyderne til bogen ser på den akademiske verden udfra en kønsspecifik vinkel. Hvilke strukturelle faktorer bevirker, at der i Danmark er en stærk underrekruttering af kvinder til forskningsverdenen? Jo højere op i den akademiske verden man kommer, jo lavere andel udgør kvinderne. En eklatant systemdiskrimination i en sektor der i sin egen selvforståelse er neutral og videnskabelig. Andre artikler i bogen ser på følelsers betydning i universitets- og forskningsverdenen og på mænds og kvinders forskellige tilgange til at forhandle sig til en social plads i miljøet. Også kropstegn og -sprogs betydning for identitetsdannelsen er et tema, der behandles. Identiteter opbygges gradvist, umærkeligt og udenfor enhver systematisk og officiel kontrol - også i den akademiske verden. Bogen har en interessant og anderledes vinkel på Akademia, men målgruppen vil stadig være det akademiske miljø selv. Den er i sagens natur præget af en meget teoretisk tilgang til emnet og vil alene p.gr.a. niveauet være forbeholdt de få. Den både bør og vil sikkert vække en del debat og give anledning til diskussion i akademiske kredse.