Vi er kommet til bind otte i serien Pigen med den blå cykel, hvor Lea og Francois Tavernier kæmper de godes sag rundt om i verdens brændpunkter. Denne gang havner de midt i Algeriets frihedskamp 1959-60. Romanen er baseret på omfattende historisk research, men det historiske er ikke ordentligt bearbejdet til at indgå i en roman. Handlingen fremstår som lange mødereferater, og de kluntede dialoger lyder som uddrag fra historiebøger. Person- og miljøtegning kommer aldrig til at fungere godt i det fiktive univers. Seriens hovedpersoner fylder mindre i denne roman, end de har gjort tidligere. Francois kommer til Algier som de Gaulles udsending, Lea følger med, og snart er de hvirvlet ind i en farlig redningsaktion for en ung muslimsk pige. De to prøvede ægtefæller elsker stadig hinanden højt men knap så energisk som i seriens øvrige bind. Desuden er de blevet monogame og har fået dårlig samvittighed over, at de forsømmer deres børn. Så noget nyt er der da. De læsere, som har fulgt serien frem til Cuba Libre, 1999, vil også stille sig i kø til dette bind.