"Virkeligheden i den danske provins står mit hjerte nær", siger Ole Henrik Laub i teksten på Forfatternet. Selvom han i denne nye roman helt har skiftet til den historiske genre, holder dette princip faktisk alligevel. Historien starter sammen med det forrige århundrede et sted i Østjylland; Terkel bor sammen med sin far, kræmmeren Konrad i den klasseopdelte lilleby Bysted. Historien folder sig nu ud fra den danske provins til hovedstaden, hvor Terkel begynder udviklingen som kunstmaler. Han drager sammen med en ældre kammerat til Rom, og her er hans dagbøger fortællingens akse, og giver romanen en helt ny tone. Foruden at være en slægts- og en udviklingsroman er det også en kærlighedshistorie. Terkels store kærlighed, Kristin, dukker igen op i hans univers, da han er hjemme til en udstilling af egne værker. Hun er ulykkelig gift, men har en søn, som Terkel får mulighed for at overføre sin omsorg til. Læseren får først til allersidst en pointe, om hvordan deres samhørighed kunne bæres videre. Det er en stor roman, Laub har skrevet, det er en bog af den slags, læseren kan lade sig opsluge af. Den fortjener plads, fordybelse og masser af læsere.