Bogen henvender sig bredt til alle som interesserer sig for boligindretning, og har som debatindlæg inspiration ikke mindst til politiske beslutningstagere på alle niveauer.
Inspirationsbog og debatindlæg fra foreningen Ældre Sagen om at indrette det man kan kalde aldersvenlige boliger. Bogen fortæller, at udgangspunktet for de fleste boliger er, at beboeren er en ung mand på 30 i fuldt vigør uden nogen form for funktionsnedsættelse. Et slags idealmenneske som de færreste i længden lever op til. Med udgangspunkt i en lang række interviews og praktiske facts beskriver forfatteren, Margrethe Kähler, der er boligpolitisk konsulent netop i Ældre Sagen, hvordan man bedst muligt indretter en "rigtig god seniorbolig". Her fortæller fx Poul-Erik Nielsen, der er fotograf, og som har fået diagnosen multiple sclerose, hvordan han og familien under overskriften "Praktisk kvalitet og skønhed" har indrettet boligen tilpasset hans nye livssituation. Bogen viser med sine mange praktiske eksempler, hvordan flere rent faktisk indretter boliger, der passer til mennesker og deres givne livssituation, og påviser samtidig, at der stadig er meget at gøre for en samlet aldersvenlig boligsituation. Bogen også som netdokument.
Der findes mange bøger om boligindretning, der har vægt på fx farver og stil, men ikke mange andre, der direkte beskriver aldersvenlig boligindretning. Dog også en serie hæfter Boligbyggeri for ældre.
Interessant anderledes synsvinkel på boligindretning.