Flot og underholdende debutroman, der udspiller sig i et pakistansk bondesamfund. Romanen henvender sig til en bred læserskare, dog særligt læsere af mellemøstlig litteratur.
Denne roman består af otte fortællinger, der smukt og enkelt flettes sammen. Umiddelbart har hovedpersonerne ingen tilknytning til hinanden, men deres veje krydses og alle tråde forbindes af rigmanden og jordbesidderen K.K. Harouni. Vi følger bl.a. elektrikeren Nawabdin, forvalteren Jaglani samt kvinderne i deres liv, alle en del af tjenerstaben omkring Harouni. Romanen bevæger sig ud og ind af forskellige samfundslag, skæbner flettes sammen og besegles og både tragedier og lyspunkter forekommer. Sproget er fint og legende og som læser fornemmer man den mellemøstlige fremmedartethed og mystik. Dette er en flot og velskrevet debut fra den pakistanske forfatter Daniyal Mueenuddin, og romanen har modtaget flere priser.
Der er de seneste år opstået stor interesse for skønlitteratur, der udspiller sig i et mellemøstligt samfund, og herværende roman kan sammenlignes med Alaa Al Aswanys romaner Yacoubians Hus, 2007 og Bokserhunde i alle farver : fortællinger fra Egypten, 2010.
En flot og velskrevet debutroman om menneskeskæbner i et pakistansk bondesamfund. Romanen vil især begejstre yndere af mellemøstlig litteratur.