Tørk Haxthausen er forfatter og samfundskritiker med rod i det man engang kaldte venstrefløjen. I otte essays skriver han om arbejde og arbejdsløshed, som kun skyldes at magthaverne definerer arbejde som lønarbejde, og om den øgede fritid der ikke har ført til øget frihed. Når vi beskriver samfundsforhold i dag gør vi det i et orwellsk nysprog, hvor ordene umærkeligt skifter betydning. Mennesker, der overlever under vilkår de færreste af os kunne klare, kaldes svage grupper, og de tvangsforanstaltninger vi bruger mod dem bliver kaldt tilbud. Bekæmpelsen af arbejdsløsheden er blevet til et moralsk korstog mod en stor gruppe medborgere der på forhånd stemples som dovne, hjælpeløse og uduelige, og propagandaen skal tjene til at give de såkaldt produktive god samvittighed. Når indgreb er nødvendige beviser det jo i sig selv at staklerne savner moral og trænger til at ruskes op. Lønarbejdet og arbejdsløsheden er i følge Haxthausen hinandens forudsætning og udtryk for menneskefjendsk måde at organisere samfundet på, men de politiske og økonomiske magthavere kan eller tør ikke lave om på samfundet så de enorme tekniske fremskridt kan udnyttes til gavn for alle. Haxthausens refleksioner er provokerende og tankevækkende bidrag til den p.t. spæde samfundsdebat.