Flot og mangfoldig coffee-table bog med et portræt af miljøet omkring det, man kalder "gadeidræt". Henvender sig med mange fotos både til børn og unge og til alle som arbejder med børn og unge.
Bogen beskriver i fotos og interviews gadeidrætten. Det er fx skate, street basket, street dance, street music, gadefodbold, parkour, BMX-cykler og "Roller Derby". Roller Derby udøves af piger på rulleskøjter. Her fortæller Sif Laigaard og Kristine Hovgaard Østergaard bl.a. om deres "yndlingsmove" og "yndlingsspot". Forfatteren Klaus Slavensky samler et ungdomskulturel portræt af den uorganiserede idræt som har sin rod i det man kalder "streetmiljøet" omkring danske byer. I et forord med overskriften "Det kan kun gavne samfundet" skriver Simon Prahm, der er direktør og medstifter af GAME, en non-profit gadeidrætsorganisation: "Hvorfor egentlig gadeidræt? Hvorfor ikke bare idræt? Fordi gadeidrætten har en rolle at spille for de børn og unge, som snubler i den traditionelle foreningsidræt...".
Unik bog om den blomstrende gadeidræt, der foregår udenfor det etablerede foreningssportsmiljø. Virkeligt en flot portrætbog, der lader de mange forskellige børn og unge komme til orde i interviews rigt ledsaget af mange atmosfæremættede fotos.
En lignende, men smallere bog er Dansk skateboarding.