Bøger / faglitteratur til børn

Astma


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. sep. 2002

af

af

Lotte Lykke Simonsen

d. 23. sep. 2002

En ny bog i forlagsserien Ung og sund. Denne gang tager serien fat på emnet - astma. Bogen har det samme farvestrålende, noget uoverskuelige layout, mange fotos i forskellige faconer og kvaliteter, forskellige skriftstørrelser m.m., som seriens øvrige bind har. Selve teksten indeholder mange relevante tal og facts, og den er helt up to date. Den er sprogligt ikke vanskelig at gå til og med en klar opdeling af stoffet. Bogen er pænt tilpasset danske forhold, og den hører nok til i den bedre ende af serien, der bl.a. omfatter bøger om alkohol, graviditet, spiseforstyrrelse og stoffer. Efter indledende kapitler om symptomer og hvad der kan udløse astma, fortsætter bogen med: Astmaudløsende faktorer i miljøet, medicin og behandlingsformer og slutter af med at fortælle om hvordan det er at leve med sygdommen. Emnet har ikke tidligere været behandlet selvstændigt i bøger for store børn og unge, og da Astma, desværre ser ud til at blive et større og større problem, så er bogen ganske relevant. For børn og unge fra 13 år..


Bibliotekernes vurdering

d. 23. sep. 2002

af

af

Knud Stadelund (skole)

d. 23. sep. 2002

Serien udvides med denne titel, der tager udgangspunkt i den kendsgerning, at stadig flere får astma og allergi, og statistikker viser, at omkring 275.000 mennesker i Danmark har astma. Bogen indledes med en kort beskrivelse af sygdommen, hvorefter der fortælles om, hvordan man diagnosticerer samt hvilke påvirkninger, der udløser astma. Derefter følger afsnit om astma og miljøet, medicin og behandlingsformer afsluttende med, hvilken indflydelse astmatikeren selv har på sygdommens forløb. I tilknytning til de enkelte temaer er der citater, personlige beretninger og faktabokse på farvet baggrund. Bagest i bogen er der adresser, litteraturliste og stikordsregister. Det er en saglig og informativ bog, der kommer rundt om væsentlige aspekter angående sygdommen. Bogen, der har seriens vante layout, kan selvlæses fra 5.-6. kl. Teksten ledsages af en række modelfotos i farver. Skolebibliotekerne har forskellige materialer omhandlende astma, men ingen af denne titels karakter. Den kan primært anvendes til selvstændig informationssøgning fra 6. klassetrin.



Informationer og udgaver