Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Bachri : en kalv på eventyr i Indien


Beskrivelse


Den lille kalv Bachri fra Indien, hvor køer er hellige dyr, fortæller om den farlige rejse hun gjorde med sin mor for at finde "Køernes land".

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. mar. 2015

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 18. mar. 2015

I Indien er køer hellige, men derfor har de det ikke altid godt. Højtlæsningsbog for børn mellem 5 og 8 år om den lille kalv Bachri, som vil væk fra den store by.

Jeg-fortælling om en lille kalv, som beskriver den lange rejse hun og hendes mor og et par dyrevenner gør gennem en del af Indien for at finde det sted på landet, hvor køer kan leve frit og godt. En farefuld rejse, hvor de nær bliver fanget og brugt til forsøg, må køre med en skraldebil og møder både krokodiller og tigre og meget andet, men lærer at klare sig både ved egen og andres hjælp. Bogen er skrevet i en enkel syntaks med megen dialog og direkte tale, og den er illustreret med akvareller. Bogen indeholder ordliste og et kort. Forfatteren er debutant og er blevet inspireret til bogen af mange rejser i Indien.

En følsomt skrevet bog bygget op af episoder og mange forskellige figurer, som bevæger sig ud og ind af handlingen. Det er en detaljeret historie, hvor alle følelser beskrives, så der ikke er det mindste overladt til læserens fantasi, og selv om der sker en masse, bliver det aldrig rigtigt spændende eller gribende. Bogen er trykt med bred sats på blankt papir, og de blødt, farvelagte illustrationer passer godt til bogens tone.

Det antropomorfe har bogen til fælles med klassikeren Kaskelotternes sang foruden det, at hovedpersonen er en dyreunge, men romaner om hellige køer har jeg ikke kunnet finde.