Femte bind i børnedetektivserien med fællestitlen: En sag for Kwiatkowski. Drengen er stadigvæk stærkt afhængig af Carpenter's Chewing Gum, masser af mælk samt af at opklare mysterier af alle slags. Han bliver opsøgt af en dreng, Primus, fra et omrejsende familiecirkus, Zampano. Primus tror, at hans søster er ude i noget snavs, fordi der hver aften foregår noget lusk, når hun optræder med sit jonglørnummer. K. får to fribilletter til cirkus og inviterer sin gode veninde, Olga, som er indehaver af kiosken, der forhandler hans yndlingstyggegummi. Naturligvis opklarer K. sagen, som i virkeligheden er en sag om "forbudt kærlighed". Han får sin løn i form af 5 pakker Carpenter's og et sæt jonglørkegler. Som i de øvrige bind er sproget flydende og muntert med megen dialog, handling og ikke mindst K.'s finurlige detektivtankegange. De mange grå/hvide let groteske tegninger supplerer, uddyber og virker som skægge, ironiske kommentarer til teksten. Den appellerende forside i farver viser den tænksomme Kwiatkowski, der betragter Primus og hans søster som jonglører. Uforpligtende, underholdende selvlæsning og oplæsning fra 3. klasse. De øvrige bind har fungeret fint i læsekurser for 3.-5. klasse.