En lille litteraturhistorisk sag for specialister, studerende eller særligt interesserede i italiensk renæssancelitteratur- og politik.
Niccoló Machiavelli (1469-1527) er i eftertiden mest berømt for sit lille værk Il principe (da. Fyrsten) om politisk tyranni og manipulation. Men NM skrev andre værker gennem sin brogede karriere som politisk rådgiver for magthaverne i Firenze. Bogen her byder på primært den lille fiktionshistorie, der bærer bogens titel - en fabel eller novelle fra 1520, trykt 1549. Historien handler om, at det fortælles i Helvede, at de fleste mænd befinder sig der pga. deres hustruer. Det bliver djævelen Belfagor sat til at undersøge, og han gifter sig under identiteten Roderigo med den smukke, men forfængelige adelsdatter Onesta. Han kommer dog snart i økonomisk uføre pga. Onestas ekstravagante krav og må indlade sig på at svindle som djævleuddriver(!), men må tage tilbage til Helvede. Udover novellen har oversætteren ph.d. i filosofi og politik Mads Qvortrup også medtaget et digt, tre breve, en scene fra et skuespil og forfattet et fint efterskrift, der kort, men godt giver indsigt i de turbulente forhold i Firenze på NM's tid. Desuden fortegnelse over kilder og forslag til videre læsning.
Af NM er både Fyrsten og hovedværket Discorsi, dansk Drøftelser af Titus Livius' første Ti Bøger oversat til dansk. Om NM har fx Jan Lindhardt udgivet biografien Machiavelli.
Interessant nyt lille udvalg af Machiavellis tekster på dansk.