Denne fantasyroman er forfatterens første bog på dansk. Den kan selvlæses fra 5. klasse på linje med Dragens kys (1993), der i stil minder om denne bog. Som optakt høres, hvordan den iltre prinsesse Torina frigiver prinsen, Landen, fra nabolandet, som hun har fået overrakt som gave af sin krigsgale far, efter han har dræbt Landens familie og indlemmet landet i sit eget rige. Landen beslutter sig for at lære at kæmpe med hævn for øje. Torinas far bliver snigmyrdet af sin højre hånd Vesputo, der vil forcere et bryllup igennem med Torina for at nå magten. Vesputo skyr ingen midler for at skabe sig et eneherredømme over alle nabolandene. Dette forhindrer Torina, der har magiske evner, og Landen, der er forelsket i Torina. Alt ender lykkeligt. Handlingen nærmer sig det triviagtige, selvom den alligevel formår at holde spændingen gennem hele bogen. Personerne fremstår klart som gode eller onde, selvom der er fyldige beskrivelser af dem - og miljøet er også tydeligt beskrevet. Sproget er klart og dialogrigt. Teksten er sat med relativt små typer. For de meget fantasyhungrende er der endnu et fornuftigt bud i rækken af gennemsnitlige udgivelser.