Medrivende heltehistorie om to unge mænd, der opklarer en tyverisag, især egnet for læsevage unge under uddannelse og læsesvage voksne.
Danske Kasper og tyrkiske Berat er venner. De går på Teknisk Skole og kører begge på scooter. Berat hjælper sin far hver eftermiddag i grøntsagsbutikken og om aftenen er han tit ovre hos Kasper og spille Fifa. Berat er også vild med Ayse med den perlende latter. Pludselige begynder scootere at forsvinde fra flere skoler, og der sker også indbrud i de store villaer i byen. Drengene opdager en mystisk grøn varebil holde foran skolen. Historien tager fart, da også Kaspers scooter bliver stjålet. Drengene beslutter sig for at få Kaspers scooter tilbage og involverer politiet. Men kan de stole på politimanden Jessen? Og hvad med rockerne, der sælger stoffer udenfor skolen? Berat og Kasper bliver sat på en hård prøve, før de til sidst kan stå som helte foran hele byen. Bogen er indlæst på CD, som følger med.
Historien er spændende og medrivende. Forfatteren har valgt at lade Berat være fortælleren, så vi ser alting med hans øjne. Det er let at følge med, fordi historien er beskrevet i små scener med masser af dialog, der virker ægte med bandeord og tyrkiske ord.
Bogen minder om Den litauiske forbindelse skrevet af samme forfatter. Den er en del af serien "Læselyst" med i alt 49 bøger.