Billedbog/oplæsningsbog om at anskaffe sig en hund og om det store ønske om det. For målgruppen 5-8-årige.
Illustrator og forfatter er debutanter, og kommer her med en billedbog/oplæsningsbog om at anskaffe sig en ønskehund. Drengen i familien plager om en hund, og til sidst overgiver familien sig. Det bliver beaglen Biggi, der kommer til hjemmet. Faderen er skeptisk, men han bliver så glad for hunden, at han beslutter selv at opdrage den og gå til hundetræning med den. Uheldigvis bliver tingene ikke, som faderen havde håbet. Der er mange ting der går skævt og en hverdag med hund, er langt fra, hvad familien havde forventet. Teksten er sat i en forholdsvis stor type, skrevet i et sprog og stil, der mangler opstramning. Der er meget snak, mange dialoger og sprogstilen er som en dansk skolestil. Illustrationerne er i farve, lavet på computer og er endimensionale. Figurerne er stive i tegnestilen og tilføjer ikke noget til historien.
Bogen har emnet om hunde til fælles med rigtig mange bøger i børnebiblioteket, men desværre heller ikke mere. Der findes rigtig mange gode, billedbøger og oplæsningsbøger om at ønske sig en hund. En af de bedste er stadig Vitello ønsker sig en hund, 2008.
Billedbog/oplæsningsbog om at ønske sig en hund og hvordan det er at få den og have den i familien. Bogen ligner i udseende og indhold en privat udgivelse og bliver aldrig rigtig nærværende eller oplagt som biblioteksbog.