Til læsere af personlige digte i en sørgmodig tone. Personlige og sørgmodige digte skrevet med versaler, så de ikke blæser væk i vinden.
Naturen er lunefuld, det ligger i dens væsen, men mennesket er også lunefuldt og tit misforstår vi hinanden, fordi vi ikke siger det vi mener. Den mangefacetterede kunstner Lisbeth van Deurs sætter i denne digtsamling ord på nogle af menneskets luner. Van Deurs' poesi består af korte stemningsmættede digte, der med versaler viser et intimt rum, mellem en jeg-person og en anden, højst sandsynligt en kæreste. Det er ikke digte der indeholder svar, de blæser nærmere i vinden. Digtene omhandler naturen, men mest som metafor for noget, der foregår i livet eller mellem to mennesker. Det er nogle meget fine digte, der eksperimenterer med ordene og deres betydning, men ellers er traditionelle i deres opbygning og håndværk. Digtene er forholdsvis overfladiske i deres behandling af relationer mellem mennesker, og man kommer ikke rigtig i dybden med de problemstillinger de behandler, men de er ret elegant udført.
Man kommer til at tænke på Lone Hørslevs Jeg ved ikke om den slags tanker er normale : skilsmissedigte fra 2009. Hørslevs digte er dog langt mere personlige og intime.
En fin og smukt udført digtsamlingen, der strejfer, men ikke rammer helt plet og rører en.