Lyrikeren Signe Gjessing leverer en original prosafortælling om tabet af en ven. For alle med interesse for tekster med fokus på eksistens og sprog.
Kort prosafortælling om en ung kvinde, der mister sin ven Florian og oplever en voldsom sorg, der strækker sig over en periode på et år. Hun rejser til København for at deltage i begravelsen og forsøger at håndtere sin sorg ved at udveksle ord med andre, der kendte ham. Vennen T. mener jeg'ets sorgproces går "absurd trægt". Fortællingen veksler mellem iagttagelser, erindringer og indre dialoger, der er gengivet i kursiv. Naturens former og farver er i fokus, der zoomes ind på detaljer som fx den dødes hud og kirsebærtræernes grene. Forfatteren har udgivet flere digtsamlinger, bl.a. Blaffende rum nænnende alt.
Med et langsomt fortælletempo og et hypersensitivt billedsprog, hvor den traditionelle logik er sat ud af kraft, oplever vi som læsere fortællerens sorgproces som en slags skabelsesproces. Signe Gjessing synes at have ikke bare en 6. Sans, men også en 7. Og en 8. sans til at få verden til at træde forvandlet frem for vores øjne.
Gjessings undersøgelse af jeg'ets forhold til sig selv og sin omverden minder om Leena Krohns fortælling i TainaronGogoilden. Det avancerede billedsprog finder man også hos Simon Grotrian i digtsamlingen GogoildenGjessings undersøgelse af jeg'ets forhold til sig selv og sin omverden minder om Leena Krohns fortælling i Tainaron. Det avancerede billedsprog finder man også hos Simon Grotrian i digtsamlingen .