Forfatteren kender vi fra Zinkbaljen fra 1995, en god "mainstream" kvinderoman. Denne nyeste udkom på italiensk i 2001 og har fået den fornemme italienske "Strega-pris". Den er også filmatiseret, men det er jo en helt anden historie, for denne roman er i så rigt mål selv i stand til at skabe billeder hos sin læser. Historien har et særligt udgangspunkt: den 15-årige Angela bliver kørt ned, hun bringes med livstruende kraniebrud til hospitalet, hvor hendes far er kirurg. Han viger tilbage for selv at operere, men tilbringer istedet den angstfyldte tid med en indre monolog til datteren. Han prøver at gøre status, at berette om sit liv lige omkring datterens undfangelse og fødsel. Og her kommer vi til romanens særkende, en kvindelig forfatter, der får historiens "jeg", en mand, til at leve og fungere. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår ham, da han tilfældigt møder en arbejderpige og lader sig opsluge af en affære med hende. Pigen er grim, mager, smagløs, passiv; hustruen derhjemme er smuk, veluddannet, elegant og styrer sin tilværelse yderst bevidst. Måske er dét derfor? Men beretningen er fortalt i et sprog så overvældende smukt; et sprog, der kan skildre en situation, så man selv sidder midt i den. Hastigt vender man siderne: "Hvordan skal det dog gå?", det er de store følelser, det er dramatik Og alligevel er det realisme, beskrevet så fint og præcist.