Currents
Tame Impala
Emneord
Anmeldelser (4)
Berlingske tidende
d. 7. feb. 2017
af
af
Michael Charles Gaunt
d. 7. feb. 2017
"Fra den herligt skramlede debut-EP »Cobblestones« over en fremragende 7"-single til deres formfuldendte selvbetitlede EP fra 2015 [er] vingefanget kun blevet større og med det forventningerne til fremtiden. Her var tydeligvis tale om et band med evner og ambitioner til mere end bare at sumpe rundt i undergrundsscenen omkring Nordvest-spillestedet Mayhem, som de oprindeligt udsprang af. Desværre flader kurven ud på deres længe ventede debutalbum, »Blue«. Communions synes at være gået efter at lave deres mest umiddelbare og direkte samling sange til dato, men paradoksalt nok begynder albummets 11 anglofilt ringlende rocksange først at vokse efter flere gennemlytninger. Og set i det lys virker de ikke rigtig efter hensigten".
Jyllands-posten
d. 12. feb. 2017
af
af
Peter Schollert
d. 12. feb. 2017
"Der er (...) flere svagheder end styrker ved en lp, der fremstår alt for endimensionel i sin transistoragtige lyd. Bandet kan slet ikke ryste inspirationskilder som mægtige The Smiths og Oasis af sig, og Martin Rehofs androgyne sangforedrag er sløset og skæmmes af en skoleelev-agtig omgang med engelske gloser".
Politiken
d. 3. feb. 2017
af
af
Kim Skotte
d. 3. feb. 2017
"Kvartettens internationale debutalbum er spækket med velgjort, melodiøs guitarrock, der vinker definitivt farvel til de sidste rester af småpunk. Det moody i arven fra Echo & The Bunnymen er næsten væk til fordel for en mere fremadrettet energi, der swinger og gynger, mere end den drømmer og søger. En naturlig modning for et band, der puster flot liv i den klassiske guitarrockvartet".
Information
d. 3. feb. 2017
af
af
Emil Eggert Scherrebeck
d. 3. feb. 2017
"Det purunge band voksede ud af Mayhem-scenen i Københavns nordvestkvarter ... Communions bidrog til denne bevægelse med sjældent inspirerede, poppede postpunk-numre, hvor de forskellige stykker i deres numre bare gled over i hinanden, så sangenes udviklinger føltes som de mest naturlige bevægelser i verden ... "Blue" (...) står først og fremmest stærkt med sine storladne poprock-produktioner bygget op omkring bandets ganske fine melodisk sensibilitet og omkring tekster, der lægger sig et fint sted i grænselandet imellem ungdoms-og voksenliv. Men musikalsk har bandet flyttet sig til et sted, hvor popformerne i langt højere grad gør opmærksom på sig selv ... Hvor dette på den ene side resulterer i, at bandet udstråler en vis coolness, at deres numre på en måde er mere konkrete, og at man, ja, mærker formerne i musikken, medfører det på den anden side, at Blue føles langt mindre pionerisk, og at bandet med denne plade i mindre grad åbner op for et uendeligt rum, man kan svæve i".