Stor, grundig bladrefagbog for børn og unge fra ca. 14-15 år. Kroppen er et yndet emne i fagbogsserier. Her har man valgt at præsentere emnet gennem den nyeste billedteknik. Illustrationerne er derfor en meget farvestrålende blanding af forskellige typer røntgenbilleder, diverse scanningsmetoder, endoskopi, mikroskopi, fotos og detaljerede tegninger. På hvert opslag er der mange typer tekst i forskellig størrelse og farvede blokke bl.a. med overskrifterne "Vidste du det?", "Prøv selv" og "Lev sundt". Kroppens opbygning, funktioner, hjernen og nervesystemet, sanserne og livets gang. Alt er behandlet grundigt og i en logisk rækkefølge, selvom det ved første øjekast ser rodet ud. Fagligt er den, efter mit skøn, i orden, men den er svær. Så selv om layoutet vil lokke yngre børn, skal der en interesseret 14-15-årig læser til for at udnytte bogens mange fakta. Af lignende nyere bøger kan nævnes Kroppen (99/33) af Katryn Senior og Den fantastiske krop (99/07), som dog begge er lidt lettere. Muligvis er bogen her starten på en ny serie, for på originalsproget, engelsk, er bogen en del af en serie, der indtil videre omfatter bøger om dinosaurer, astronomi og dyr.