Bøger / faglitteratur / litteraturanalyser

Bogen om Rasmus Klump : om avisstriben og folkene bag


Beskrivelse


I anledning af Rasmus Klumps 60 års fødselsdag fortælles historien om den danske avisstribe og tegneserie som blev en stor succes over hele verden og om figurens forældre Carla og Vilhelm Hansen.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. nov. 2011

af

af

Steffen Kronborg

d. 16. nov. 2011

Bogen henvender sig til venner af Rasmus Klump og til interesserede i dansk tegneseriehistorie.

I forbindelse med Rasmus Klumps 60 års fødselsdag har Ole Damgaard skrevet en lille bog om tegneseriefiguren og om forlaget bag den, PIB. Det sidste emne, der fylder ca. en tredjedel af bogen, kan man læse mere udførligt om i bogen PIB Copenhagen - 100 (1999). Historien om Rasmus Klump er samtidig historien om figurens forældre, Vilhelm og Carla Hansen, og det er i høj grad citater fra interviews med disse to, der udgør indholdet i bogen. Det betyder, at læseren undervejs både får et interessant kig ind bag tegneseriens kulisser og desuden en række sjove anekdoter om tegneseriens tilblivelse. Særligt dybtgående når gennemgangen aldrig at blive, og læseren må nøjes med sort-hvide fotos og illustrationer. Men som en kortfattet introduktion til nationalklenodiet Rasmus Klump fungerer den lille bog udmærket, og den interesserede læser kan fortsætte studierne med hjælp fra litteraturlisten bag i bogen.

Der findes næppe det barn eller den voksne i Danmark, der ikke kender Rasmus Klump. Derved indtager figuren nogenlunde samme rolle i den nationale bevidsthed, som Mumi gør det i Finland.

Rasmus Klump oplever på flere måder en renæssance i disse år, ikke mindst på grund af Tivolis relancering af figuren. Derfor forekommer det helt oplagt med den foreliggende hyldest til bjørnen med de prikkede bukser. Men der er fortsat god plads til det definitive værk om tegneserien Rasmus Klump.