En samling noveller fra det moderne Kairo for læsere af mellemøstlig og arabisk litteratur. Smuk orientalsk forside.
Romanen Yacoubians hus har været en af de store publikumssuccesser de seneste år, og her følger en broget mosaik af noveller af samme forfatter om håb og håbløshed og om kærlighed og afmagt. Som i Yacoubians hus beskriver Al-Aswany en række skæbner i det moderne Kairo, dog mest fra fattige samfundslag. Han har et flot sprog, og et gennemgående træk er en overraskende og nærmest kafkask pointe i forhold til livets absurditet. Dog synes jeg ikke, at novellesamlingen som helhed er helt vellykket. Indledningsnovellen på næsten 80 sider er så lang, at det kræver en viljefast læser, og nogle af de efterfølgende meget korte noveller savner prægnans.
Alaa Al-Aswany (f. 1957) er tandlæge og har ud over succesromanen Yacoubians hus fra 2007 også skrevet romanen Chicago fra 2008. Jeg synes ikke, at Bokserhunde i alle farver lever op til disse romaner; uden på nogen måde at være dårlige virker for mange af novellerne som forstudier eller overskydende materiale fra romanerne.
Broget novellesamling som giver et indtryk af den sammensatte og konfliktfyldte kultur i det moderne Egypten. Den er ikke på højde med forfatterens meget læste romaner, men den vil interessere læsere af forfatterskabet og læsere med interesse for mellemøstlig og arabisk litteratur.