At der kan gå mange år med at overvinde angsten for at huske, beviser mængden af skildringer om en livet i nazitidens umenneskelige fangelejre, som udkommer i disse år. Otto Rosenberg er tysk sigøjner, og hans beretning giver et stærkt og gribende indtryk af de overgreb, som denne befolkningsgruppe blev udsat for allerede fra 1936. Han har fortalt sin historie til Ulrich Enzenberger, der har nedskrevet den på en sådan måde, at den ligger tæt på sigøjnernes fortælletradition. Bogen giver et godt tidsbillede af de tyske sigøjnernes liv tilbage fra 1927 set med unge øjne, men også nogle steder forklaret med noter, så beretningen sættes ind i en bredere ramme. Det gør oplevelsen af bogen meget autentisk, at fortælleren giver sin personlige oplevelse af begivenhederne uden at forfalde til bagklogskab, og samtidig får givet utrolig mange oplysninger og indtryk videre til læseren. Bogen er illustreret med en del sort/hvide fotos af forfatterens familie, så det er let at identificere sig med dem og deres skæbne. Der er bagerst en række videnskabelige noter, som verificeret og udbygger fortællerens udsagn, og som det kræver en del baggrundsviden at forholde sig til. Bogen kan læses fra ca. 15 år og kan indgå i mange undervisningsmæssige sammenhænge, men den kan også bare læses som det vedkommende personlige dokument, den også er.