Dette er forfatterens debut som romanforfatter. Hun er uddannet i litteraturvidenskab og har tidligere skrevet biografien Marion Dampier-Jeans: Mit liv med ånderne(2002/11). Sofie, der er først i 30erne, er utilfreds med sit liv. Hun er pludselig taget til Kreta for at tænke over tingene og solbade. Her møder hun både den gode fyr i skikkelse af hotelguiden og den farlige fyr i skikkelse af den lokale købmand. Kontakten med et rigt, dansk par, der dyrker de gamle myter omkring Knossos og samtidig smugler minoiske kunstgenstande, viser sig at være meget farlig for Sofie. Hun reddes i sidste øjeblik af guiden Peter og får således øjnene op for de gode sider ved sit liv. Forfatteren vil have alt for meget med: Anoreksitendenser og ulykkelig barndom koblet sammen med en spændingshistorie der bygger på de gamle myter; og hertil en næsten rejsebogsagtig skildring af Kreta. Det er for meget for en enkelt lille bog, og temaerne bliver derfor ret overfladiske og udfolder sig ikke rigtigt. Historien er for banal, og samtidig er selve plottet for utroligt til at bogen rigtigt fænger. Let, ikke helt vellykket sommerunderholdning til ferien i det græske øhav.