"Her er elegi for dirrende metalplader, et tag-fat for mikrochips og ja, disse drømmende forestillinger om verdener, der aldrig manifesterer sig. Og så hjælper det på benovelsen, at man får lov at høre Jakob Bros forlæg rent, inden de filtreres gennem Thomas Knaks kreativitet. Og erfarer med hvilken finesse og sans for detaljer og underspillet skønhed, at Knak opererer. Mens Bro på sin side synes at have lagt op til Knak, tænkt sine kompositioner til ham, skabt landskaber eller forestillinger, som Knak kunne få det diskret maksimale ud af. Uden de store armbevægelser, men med stor resonans. Noget så sjældent som et luftkastel med masser af substans".