Et både skægt og rimeligt let bud til krybberne med findebøger med de to dukker kendt fra tv. Målgruppen: 4-7 år.
Flapører, tænder kastet ind med en skovl og meget flommede hager og garanteret charmerende er dukkerne Carsten og Gitte fra børne-tv. Nu skal de have sig en på opleveren, synes deres ellers så travle forældre, og slæber dem med på en rigtig familiehyggedag i både Tivoli, vandland, burgerbar og alle de andre familiefældesteder. Men det går ikke helt efter planen, for de plages af både hovedpine, mangel på parkeringspladser, allergi og fodvorteundersøgelser og farer vild i et utal af sjove labyrinter. Og her er det den opmærksomme læser har sin mission. Der skal hjælpes med at finde vej, og der skal holdes øje med alle mulige skøre ting som badeænder, bananskræller og skodbiler på nogle glade myldrebilleder i friske farver. Sværhedsgraden er lidt under Holger og co., men underholdningsværdien er i top også for den voksne medkikker, som måske kan genkende lidt fra sin egen familiehverdag. Carsten og Gitte har været på banen tidligere med Carsten & Gittes store findebog (08/45) og Carsten & Gittes bedste historier (08/29).
Ja, der er jo alle de andre findebøger med kendte figurer som Hugo og Smølferne, men det her univers er nu helt sit eget.
Den skal nok gå rent hjem både hos de børn, som kender figurerne i forvejen og også hos dem der ikke gør. Rammehistorien er morsom og ironisk, og der er nok at foretage sig på siderne, hvis man får teksten læst op først.