Efter Mette Kappels debutbog Rum, som kom i 1983, denne opfølgning, som er opdelt i tre afsnit: Lysets sange, Mørkets sange og Kærlighedens sange. Et sted i midterste afsnit sammenligner hunsine digte med et slalomløb nedad og uden om en række markeringspæle, der på én gang skaber betingelserne og forhindringerne for tankens og ordenes frie løb. Et udmærket billede på hendes måde atskrive på, som i denne nye bog er blevet sikrere og mere udtryksfuld med en begrundet brug af billedsprog, der skaber dybde i de arabeskagtige friløb, der er forsøg på at besværge og indkredselivets og kærlighedens paradokser. Som en art konklusion ser forfatteren i bogens sidste linjer solnedgangen »der forlænger/ dagen/ind i natten/som jo bare er/mørket/før det/der er/lys«. Alting ertilsyneladende begyndelse og afslutning,. men bogen her fortæller om den cyklus, som mennesket må erkende som grundvilkår. En god lille digtsamling, som spinkelt, men herligt befriet forhalvmetafysiske overtonerbeskriver elementære forhold i tilværelsen.