Til lidt videregående søfartsinteresserede.
Landets næstældste rederi D/S Norden har altid virket i det stille og er derfor ikke særlig kendt uden for branchen. Men rederiet er faktisk landets næststørste, blandt de største virksomheder i Danmark med en sund økonomi, 220 skibe under operation og 90 i ordre. Værket er opbygget som forfatterens øvrige bøger fx Dansk-Fransk og Kompagniets skibe med indledning om rederiet, dets historie og udvikling, skibenes navne og bemaling m.v. Langt størsteparten udgøres dog af en rigt illustreret kronologisk gennemgang af de 103 skibe fra 1871 til i dag. Hertil kommer yderligere en beskrivelse af 45 skibe på langtidscharter. Alt med detaljerede tekniske specifikationer og løbebane. For det sidstes vedkommende oftest ret kortfattet, men især mht. de ældre skibe udbygget med særlige hændelser, havarier og fx krigsforlis. Her udgør sænkning af "Nordhval" 9. dec. 1941, hvor de få overlevende tilbragte 38 dage i redningsbåden, et særligt drama. På nøjagtig samme dato 30 år senere led "Nordpol" samme skæbne under den indisk-pakistanske krig - dog uden tab i besætningen. Ill. består af skibstegninger og mange fotos af skibe og interiører. De ældste i s/h og de nyere i farve. Bogen er indbydende trykt på glittet papir og vil appellere til søfartsinteresserede.
Om emnet også den mindre og ældre Dampskibsselskabet "Norden" 1871-1996.
En fagligt kompetent indbydende bog om Danmarks næststørste rederi og dets skibe gennem tiderne.