Vagn Steens første prosabog, som han kalder noveller, er en overraskende blanding af fiktion, dokumentarisme og selvopgør, en lytten til andre stemmer som afslører nye sammenhænge for ham selvog andre. Det er på Djursland det foregår, i dag og i sidste århundrede. Det er vækkelsernes frembrud han prøver at analysere, hvordan de opstår og hvad det er for mennesker som pludselig,tilsyneladende uden ydre årsag, ser lyset og bliver grebet af en idé. Og de nye vækkelser i dag, kollektiverne, der ligeledes udspringer af en uforklarlig, mytisk grund. Det der fascinerer Steenhos disse mennesker er deres kunstneriske holdning, den indre trang der driver dem til oprør mod det bestående. Ikke helt tilfældigt er det midterste afsnit, titelnovellen, en skildring af hvorforkunsten ikke kom til Grenå alligevel, placeret netop der. Det er en underfundig, tragikomisk historie om magtens stupiditet.