Bøger / skønlitteratur / noveller

Danske litterære tekster 1800-1850


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. dec. 2002

af

af

Jens Hjøllund

d. 5. dec. 2002

Udgivelsen af den store samling af danske litterære tekster, der er planlagt til at omfatte ti bind, er nu nået til guldalderens litteratur. Antologien medtager tekster publiceret i perioden 1800-1850, og derfor er der også blevet plads til uddrag af Johs. Ewalds Levnet og Meeninger der blev skrevet 1774-78, men først udgivet tredive år senere. Teksterne demonstrerer spændvidden i dansk romantik og romantisme. Fra Oehlenschläger og Schack Staffeldt, over Ingemann og Grundtvig, og frem til biedermeier-universet hos H.V. Kaalund og Peter Faber. Ud over de kanoniserede klassikere er der medtaget to forfattere som hver for sig er eksempler på almuens livserfaringer og litterære udtryksformer der næsten op til i dag er blevet udgrænset og fortrængt af den litterære institution: Huslæreren Severin Veiersøes (1814-1897) dagbøger og Ole Pedersen Kollerøds (1802-1840) selvbiografi Min Historie. Kun i enkelte tilfælde medtager antologien uddrag af større prosaværker, og det betyder at væsentlige forfatterskaber som f.eks. Søren Kierkegaards ikke er repræsenteret. Ordforklaringer og realkommentarer begrænser sig til et minimum, så uddybende biografiske data og litteraturhistoriske perspektiveringer må man konsultere i andre værker.