Selvom Savater denne gang skriver for et yngre publikum, end han plejer, er der alvor og intensitet gemt bag bogens humoristiske og spændende handling. I en hyggelig lille by, hvor byens indbyggere er uanfægtede af borgmesterens forsøg på at få dem til at føle national stolthed, lander der pludselig en helikopter med lederne af de blå fantomer. De ønsker at hverve soldater til deres hær, så de kan knuse de grønne fantomer og herske over hele verden. De chokerede indbyggere, der hverken kender til krig, verdensherredømme eller fantomer, har absolut intet ønske om at lade sig hverve, men heldigvis redder et par kvikke børn og en hurtig væddeløbshest den lille by. Bogen er skrevet i et flydende, dialogfyldt sprog, der egner sig godt til oplæsning. Den er gennemillustreret med enkle, humoristiske s/h tegninger, der passer fint til teksten. Historien hænger godt sammen, og bogen fungerer udmærket som en ganske almindelig højtlæsningsbog med sin blanding af elementær spænding, heste, gryende forelskelse og humor. Men her er også basis for diskussioner om overdreven nationalisme, tåbelige krige og menneskers frihed, f.eks. i skoleregi. Bogen egner sig primært til oplæsning fra ca. 7 år, men kan også selvlæses fra 9-10 år.