21 molbohistorier følger her de 15 fra 1995, Bukserne - og andre historier. Det er en skønsom blanding af kendte klassikere som Benene og Pølsen og mere ukendte som Posthuset og Hjertet. En enkelt har jeg endda hørt fortalt om vore dages vendelboer. Det er naturligvis fortællinger om de dumme molboer, men der er heldigvis også en med, som viser deres udspekulerede dumhed. Historierne er oprindelig temmelig korte, og da de her er læsepædagogisk bearbejdet, bliver sproget skåret ind til benet med mange særsætninger og få tillægsord. Alligevel er det ganske fornøjelig læsning for 9 - 12 årige, ikke mindst fordi de understøttes af 21 herlige tegninger i Ranheimsæters sort/hvide streg.