Dette er Kathryn Harrisons første roman på dansk, af hende foreligger desuden den biografiske Kysset, 1998. Ligesom den første bog er romanen holdt i en smertefuld og foruroligende tone. Hovedpersonen, May, er født i sidste del af det 19. århundrede i en velstående kinesisk familie, og da hun som 6-årig får snøret sine fødder, får hendes farmor hende til at sige, at "jeg gav aldrig et kny fra mig", og det motto efterlever hun hele sit liv. Vi følger Mays liv, fra hun som barn får snøret fødderne, for at hun kan blive sin mand til behag. Der bliver arrangeret et ægteskab for hende, men det flygter hun fra, hun lever i en periode som prostitueret, indtil en af hendes kunder frier til hende, og hun bliver nu optaget i en jødisk familie, hvor den ene niece bliver som en datter hende. Efter nogle ulykkelige hændelser, hvor Mai får skylden for, at det er hende, der er skyld i alle ulykkerne, ender familien i Frankrig. Ind i Mays historie væves også andre personers historie, og da romanen samtidig springer en del frem og tilbage i tid og sted, er det om at holde tungen lige i munden. Men det betaler sig, det er en meget fascinerende og flot fortalt historie om kvindeskæbner, om at sætte sig op imod sin skæbne, om kærlighed, om flugt, om skyld og hævn.