Flot bog der på eksklusiv vis portrætterer 25 af verdens 50 bedste restauranter fra listen "World's 50 Best", der årligt præsenteres i det britiske "Restaurant Magazine". Lystlæsning for den dedikerede gourmet.
De 25 restauranter beskrives af en gruppe bestående af 3 kokke, en vinimportør, en osteaffineur, en gastronomisk journalist og restaurantanmelder Bent Christensen, der har stået for projektet. Gruppen har tilsammen besøgt de 25 restauranter for at vurdere dem. De har bevæget sig fra Fäviken i Midtsverige til bl.a. Brasilien, Peru, Singapore og Danmark, der er repræsenteret af Noma og Geranium. Ifølge forfatteren er der tale om et andet madunivers end Michelin restauranterne, idet Michelin guiden er mere konservativ. De enkelte restauranter beskrives på nogle sider med mange store fotos fra stedet og af mad og kokke, vi får historien bag og selvfølgelig noget om maden. Bent Christensen har været jurymedlem gennem 5 år i "World's 50 Best".
Det er en gruppe med stor viden om og erfaring i emnet mad og restauranter. Det er der kommet et fornem bog ud af, som dog bedst egner sig til at ligge fremme fx på de portrætterede restauranter.
Bent Christensen har tidligere skrevet bøger om Michelin stjernerne, senest Alle Europas trestjernede restauranter. Det er mest nærliggende at sammenligne med disse øvrige bøger, der også er flotte, eksklusive bladrebøger i samme stil.