Thomas Malling har tidligere markeret sig som en ny dansk farce-mager, der er værd at lægge mærke til, med Robin Hood : farce med sange og Frankenstein : en sort komedie, 1993. Det er igen en af de store, myteskabende forgængere, der må lægge for, Dumas' De tre musketerer. Malling holder sig i handlingen ganske tæt på forlæggets intrige med det lumske ran af dronning Annas juveler, der skal afsløre hendes forhold til Lord Buckingham (her: Fuckingham); og persongalleriet med Kardinal Richelieu, Mylady de Winter, den skønne Constance Bonacieux og hendes slatne mand samt naturligvis Athos, Porthos, Aramis og d'Artagnan genfindes også. Men det hele mixes i en såre veloplagt og såre respektløs leg med forlægget. Der er god situationskomik og god udnyttelse af de sceniske muligheder i farcen. Er der en lære i dette muntre kaos? Ja, Malling skriver selv i sit udmærkede forord: "For d'Artagnan gælder det om at komme de store nær, at blive set - og ikke drukne i mængden, og for at ikke at gøre det, bliver han nødt til at kravle op på skuldrene af andre. Og for at komme derop, blir han nødt til at jokke dem i ansigtet (...) En for alle - og enhver for sig!". Også morsom læsedramatik.