Jacq har med sin romanrække om den ægyptiske konge Ramses II skabt sig et stort publikum, og der er ingen tvivl om, at denne nye romanrække (der bebudes yderligere to bøger i serien) vil slå lige så godt igennem hos læserne. Recepten er nemlig den samme: en solid underholdningsroman i den gode ende som baseret på en indgående viden om oldtidens Ægypten anskueliggør dette imponerende samfund gennem en kontant spændende handling med helte og skurke og skønne kvinder. Tiden er også her kong Ramses II's regeringsår, men handlingen udspilles denne gang i bunden af samfundshierarkiet, hvorfra de stores rænker og intriger anskues og bekæmpes af den unge ubestikkelige dommer Pazir. Han er billedet på den strenge, urokkelige konsekvens og kan måske derfor forekomme lidt tør, men Jacq har så udstyret ham med et sidekick, en lidt vidtløftig, kvindekær og fysisk dristig ven, der giver historien ekstra lidenskab, krigstummel og farver. Romanen slutter brat og overraskende er helten død? Næppe, men læseren må vente i spænding på fortsættelsen.