Bogen henvender sig til science fiction-fans på 11-13 år. Det er en selvlæsningsbog, der ikke kræver speciel formidling, da den "sælger" sig selv via den flotte og fængende forside, der utvetydigt signalerer science fiction.
Forfatteren, den 20-årige Jon Brændsgaard Toft har tidligere udgivet science fiction-romanen Den knaldrøde zone, som herværende bog er en selvstændig fortsættelse af. Genren er science fiction af den type, som man benævner som "space opera". En gruppe teenagere skal redde verden fra en dommedagsagtig katastrofe. De drager gennem forskellige verdener og konfronteres med farlige væsener af ekstraterrestrial herkomst. Det er en gennemprøvet genre, og forfatteren tilføjer den heller ikke noget nyt. Man fornemmer dog hos forfatteren en fanagtig kærlighed og et solidt kendskab til genren og dens virkemidler. Desværre halter dialogen og sproget lidt. Det er klichepræget og mangler modenhed. Man kan godt savne lidt mere psykologisk substans hos romanens personer. Men der er også tegn på talent, fortælleglæde og begejstring hos forfatteren.
På dansk foreligger der en hel stribe "Star Wars"-bøger af diverse forfattere. "Star Wars"-konceptet er simpelthen ultimativt "space opera".
Et sympatisk initiativ, der tilfører liv til en lidt hensygnende genre. Projektet er dog ikke er helt vellykket.