Den elektriske mus

Digteren Henrik Nordbrandt har tidligere skrevet den vellykkede eksperimenterende og grumme Tifanfaya (1991). Den elektriske mus er en mere traditionel børnebog, omend stadig i et fabulerendeflow, der blander fantastik og realisme, som Benny Andersens Snøvsen, Sten Kaaløs Fabian fortæller eller Flemming Quist Møllers Jungledyret Hugo. Bogen er formet som onkel Henriks breve fra Tyrkiettil to niecer i Danmark. Brevene indeholderen gavtyveagtig løgnehistorie om en forviklingsfuld rejse til havet, først med en stærkt bandende kat som ledsager, senere en intelligent, elektrisk mus,der af en heks forvandles til en rigtig prinsesse, som onkel Henrik gifter sig med. Stilen er berettende, i et præcist, stramt sprog, iblandet en del dialog. Associationerne går mest i retning afQuist Møller, som da også har illustreret bogen og ikke mindst givet den en smuk, appellerende forside, der præsenterer bogens hovedpersoner. Trods charmerende detaljer virker indfaldene dog foradspredte til foralvor at blive morsomme og virkelig fænge. Som oplæsningsbog i 3.-5. kl. vil bogen dog fungere fint, selv om den formodentlig ikke vil blive en nyklassiker som de ovennævnte.

Læs hele vurderingen

Hvad humor angår, sender Ole Lund Kirkegård og Henrik Nordbrandt på samme bølgelængde. Bærebølgen er en let melankolsk, men med nøgtern desillusion overfor samfund, konventioner osv. Det ersåledes symptomatisk, at det mest slagkraftige skældsord i denne bog er 'skoleinspektør'. Synsviklen er en voksen jeg-fortællers, univers og hovedperson typisk Nordbrandtske. FQM, det oplagteillustratorvalg til denne bog, tegner ligefrem Nordbrandt selv som hovedperson. Onkel Henrik skriver fra sin rodløse udlændighed i Tyrkiet breve hjem til sine to niecer i Danmark om det hanoplever, da en impuls driver ham fra Ankara ud mod havet. Magi og realisme blandes til et underholdende, barokt eventyr med politiet som de værste skurke, en bandende, madglad kat og enhyperintelligent, elektrisk mus som hovedpersonens hjælpere, og indimellem får vi pædagogiske oplysninger om tyrkisk sprog og geografi. Onkel Henrik gør en del ud af at opretholde en illusion afvelopdragen voksenfomuft, men afslører gangpå gang sig selv som den mest barnlige i forhold til sine niecer, ligesom hans forsikringer om aldrig at lyve dementeres af det flydende forhold mellemsandhed og løgn. Ikke mange konventioner lades således i fred, men eventyrets konvention, den lykkelige slutning, står uantastet omend ukonventionel: Onkel Henrik får prinsessen, et tårn med etarbejdsværelse og opholdstilladelse for livstid. Kun få ill. i sort/ hvid, men god forside i farver. Oplæsning fra 6 år.

Læs hele vurderingen