Den ensomme Pan

Niels Kofoeds følsomme og formfuldendte digte om natur og eros har - trods tilstræbt tidløshed - mere til fælles med fx Johs. Jørgensen og Ludvig Holstein, end med strømninger i det 20. århundredes poesi.

Bortset fra lyden af et enkelt bilhorn er modernitetens verden så godt som fraværende i Niels Kofoeds, f. 1930, digte. Natur og årstider optræder i klassisk tidløshed som spejl for digterjeget, der til gengæld er reflekteret, splittet og dømt til aldrig at finde ro. Digtenes anden pol er kærligheden og kvinden, der repræsenterer den sunde sanselighed og umiddelbarhed, som manden savner. Digtenes idealisme og traditionsbundne naturmetaforik modsvares på udtrykssiden af klassisk, rimede versformer som forfatteren behersker til fuldkommenhed. Både tematisk og formelt peger digtene bagud mod symbolismens litterære univers i deres længselsfulde og religiøse tematisering af en tabt oprindelighed.

Som litteraturhistoriker har NK et stort forfatterskab bag sig. Primært om en række af guldalderens kunstnere, bl.a. H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og B.S. Ingemann.

Indholdsmæssigt og formelt synes NK's digte at tilhøre en verden af i går som mange nutidige læsere vil have vanskeligt ved at identificere sig med. Digtene er angivelig blevet til for et halvt århundrede siden. Det forklarer deres form, men om de - som det formuleres i en note på bogens omslag - i kraft af bl.a. formen lige frem vil "komme til at virke som en højst nødvendig fornyelse af lyrikken" er nok tvivlsomt.

Læs hele vurderingen