Bogen berører et underbelyst emne i litteraturforskningen og er veldokumenteret og oplysende læsning. Hvor tidligere værker belyser enkelte essayistiske forfatterskaber eller genrens sproglige syntaks, forsøger forfatterne med denne bog at belyse essayets samlede historie i Danmark, og herunder karakteriseres forskellige typer essays. Forfatterne kalder bogen for en undersøgelse og i denne videnskabelige ånd er bogen skrevet. Forskellige litteraturteoretikeres synspunkter diskuteres og læserens manglende essayistiske bevidsthed og essayets plads i litteraturen er fremtrædende emner i bogen. Bogen er inddelt i to dele, hvor første del primært omhandler definitioner og afgrænsninger på genren. Anden del giver et overblik over det danske essays historie. Her tager forfatterne udgangspunkt i oplysningstiden og gennem brug af eksempler trækkes essayets historie op til vor dage. Forfatterne finder fire identificerbare typer i epistlen, det personlige, litterære og aktuelle essay. I bogen får man selvsagt ikke nogen entydig definition på et essay, men forfatterne opstiller dog nogle betingelser på hvad essayet bør indeholde. Forfatterne, der er professorer i litteratur, har skrevet en svær tilgængelig bog. Målgruppen er derfor primært studerende på videregående uddannelser.