34 små stykker koncentreret livsglæde i prosaform. I en tid, hvor man diskuterer verdens store, grænsesprængende spørgsmål som miljø, moral og paradimeskift skriver en fransk skolelærer en bestseller om hverdagslivets helt nære lykkestunder. Måske er den upretentiøse og umiddelbare lille bogs succes i hjemlandet netop en reaktion på disse uoverskuelige problemstillinger, som hvermand kun har begrænset indflydelse på. Værdien ligger i Philippe Delerms nostalgiske, ikke usentimentale genkendelse og fastholdelse af den ubekymrede lykke. En fransk Benny Andersen kan man kalde Delerms, selv om hans koncentrerede associationsrige kortprosaform ikke ligner den danske digters. Stilen og miljøet er godt nok fransk; men de fleste situationer og stemninger Delerms fastholder i sin lille bog - hans første på dansk - er genkendelige. "Den første slurk øl", når man er rigtig tørstig er bare en af dem. Andre eksempler er "At gå på brombærjagt", "At læse på stranden", "At gå i biografen" og "Avisen ved morgenbordet", hvor selv de værste katastrofer nedsvælges til den trygge duft af nybagt morgenbrød og kaffe. Det tilbagevendende ugentlige besøg i landsbyen af "Bogbussen" beskrives også og genkendes af fagets folk og de mennesker der har frekventeret sådan en. Den første slurk øl er en charmerende bagatel.