Sædvanligvis opfattes japansk poesi som synonym med kortformen haiku. At det langt fra forholder sig så enkelt kan man konstatere efter at have haft dette udvalg af Shuntaro Tanikawa's, (f. 1931), digte i hånden. Den produktive forfatter, der hører til Japans mest kendte og læste, debuterede i 1950 og har siden udgivet halvfjerds digtsamlinger samt essays, dramatik og børnebøger. Det store udvalg som oversætteren Susanne Jorn har redigeret ud fra tematiske og æstetiske kriterier giver prøver på Tanikawas på én gang naivistiske og raffinerede lyrik. Digtene er selvfølgelig forankret i den japanske kultur, men også dybt fortrolige med vestlig tradition i kraft af deres referencer til kunst og musik, (bl.a. Bach, Mozart og Klee), og anvendelse af både den klassiske sonet-form og modernistisk frie, ubundne former. Digtene tager underfundigt, legende udgangspunkt i det konkrete, det foreløbige og øjeblikket, og forholder sig ironisk afvisende til systemer og synteser der vil reducere verdens mangfoldighed. Digte tilhører ingen, (ikke engang digteren selv), men ejes af alle: "-digte bliver til briser og blæser rundt blandt folk/ bliver lyn og belyser sandhedens ansigt er øjeblik-". Verdenslyrikken på dansk har fået en væsentlig tilføjelse med disse på én gang fremmedartede og universelle digte.