I sommerferien inden hun begynder i skolen, finder Eline en magisk heksebog, der kan læse sig selv, for Eline kan jo ikke læse endnu! Og nu lærer hun, hvordan man bliver klog og smuk, hvordan man finder hjem og møder en havfrue og meget mere. Men bogen er kun til låns og skal afleveres, og det bliver den dagen før, Eline starter i skole. Bogens gule omslag er forsynet med enkle blyantstegninger af nogle af de dyr, vi møder i bogen. Den mundrette tekst, der er lagt i munden på Eline, er på en gang enkel og poetisk, og med sine mange kapitler er bogen yderst velegnet til oplæsning. Skildringen af Eline og hendes nysgerrighed, fantasi, snusfornuft og omsorg for andre mennesker er utrolig indtagende, og bogens balancegang mellem magi og heksebøger og en ganske almindelig lille piges livlige fantasi er særdeles vellykket. En varm og dejlig bog, som nok især pigerne vil tage til sig, når de får den læst op fra ca. 7 år.