Jiddisch er uløseligt knyttet til den jødisk-ashkenaziske kultur: Oprindelig hjemmehørende i Central- og Østeuropa i flere årh. indtil vor tids holocaust udslettede denne del af en gammeløsteuropæisk civilisation. Med oprindelige rødder i den mundtlige fortælletradition blev denne litteratur siden perfektioneret, som oftest under vanskelige ydre vilkår. Over et tidsspænd på omkring100 år præsenteres her en række punktnedslag, der bl.a. baserer sig på en ikke altid lige let tilgængelig religiøs referenceramme. Spændende fra gammeljødiske normer taget ud af livet i den lille'shtetl' til mere emanciperede forestillinger; fra troskab mod traditioner og den hellige skrift til brud og assimilering, ofte i symbolladede og/eller sprogligt arkaiserede tekster, undertidenskrevet i legendens form. Shoah: tilintetgørelsen, står selvfølgelig stærkt i efterkrigstidens jiddische selvforståelse, i samlingen eksemplificeret ved Rachel Auerbachs smukke, stærke oguafrystelige tekst "Jizkor 1943",om de mange jødiske børn og unge, der gik til grunde. En anderledes antologi om det af den jiddische forf. Isaac B. Singer omtalte »kloge og ydmyge sprog i osalle, et idiom for den bange og håbefulde menneskehed«. En antologi man kunne ønske større opmærksomhed end den, der normalt bliver genren til del.