Ulla er støttepædagog for et multihandicappet barn, Niels er falleret medicinstuderende og portør. Da Ulla bliver gravid, får hun tilbudt moderkagebiopsi, da hendes tvillingebror er evnesvag.Fostret frikendes for enzymsygdomme, men viser sig at have 30 procents risiko for at få sukkersyge. Ulla og Niels får en uge til at overveje abort og kastes ud i en alvorlig krise. De interviewerdiabetikere og konfronteres med en dialog mellem to mødre til drenge med sukkersyge. Ulla bryder til sidst under for presset. Hun søger trøst i en gammel babylonsk myte om frugtbarhedsgudindenTiamat, og da hendes konklusion på sygehistorierne er, at hun kun har sig selv at stole på, afskriver hun både moderen og manden. Romanen falder uhjælpeligt i to dele, dels de sagligt oplysendeafsnit om sukkersygens symptomer og konsekvenser, dels den opskruede, følelsesladede historie om parrets krise. Allerede inden graviditeten er Ulla skildret som et menneske ude af balance, hunspiser nervepiller i smug oghendes to jeg'er, Dag-Ulla og Nat-UUa fører en konstant dialog med hinanden. Derfor virker krisen omkring det ufødte barn som postuleret. Hvorfor skrev CharlotteStrandgaard ikke den sammenbrudsroman, der er lagt op til fra starten, i stedet for at dække den ind under moderkagebiopsi- og diabetesproblematikken?.