Den mørke arena

Amerikansk besættelsessoldat i Bremen forelsker sig så alvorligt i en tysk pige, at han efter et gensyn med Guds eget land, rejser tilbage for at få hende og det barn, de ventede, med retur. Han finder Hella. Hun har mistet deres barn, men de får et nyt. (Det lyder kynisk, men det er det overvejende også). Midt i det ruinerede Bremen, hvor der drikkes, hores og tjenes formuer på den sorte børs, men hvor Mosca i sidste øjeblik ikke falder for fristelsen til at gøre store penge, får de deres andet barn. Hella får en tandrodsbetændelse, der koster hende livet, fordi Mosca blir snydt ved et medicinindkøb. Mosca skyder (selvfølgelig) sortbørssvindleren i sin retfærdige harme. Uanset Puzos berømmelse må det fastholdes, at der ikke er megen psykologi i menneskeskildringen. Bogen er skrevet fermt og fikst, passende som hånd i handske til det, der er kasse i: selvtægtsfilosofiens nye bølge. Den skal ikke købes for sine litterære kvaliteters skyld, højst i irritation over at måtte sigenej til forespørgsler efter recepten: »Har De den »nyeste« bog af forfatteren til Mafiaen?«. Dermed er der sagt noget om nødvendigt eksemplartal.

Læs hele vurderingen

Puzo blev kendt for sin første bog, Mafia, 1971. Det ledte til udgivelse af hans tidligere bøger som Den mørke arena, 1975. Nys demobiliseret finder Moack sig utilfreds med forholdene hjemme iUSA. Kærligheden til den tyske pige, Hella, driver ham tilbage til en stilling i militærregeringen i Bremen, hvor han genfinder Hella, og lever et liv i sortbørs, hor og druk, og hvor kun Leo, jødeog befriet fra Auschwitz repræsenterer en holdning til tingene. Moacks og Hellas første barn er dødfødt, men de får et nyt. Hella får tandrodsbetændelse, men da civile tyskere ikke må behandles medpenicillin, prøver Moack at skaffe noget fra den sorte børs, han snydes af sin kontakt, og Hella dør. Moack er langsomt gået i spåner, og bogen ender med, at han skyder sortbørsmanden. - Det helelyder kedeligt og melodramatisk, og er det også. Historien er fortalt overfladisk og refererende, og personerne lever ikke. En gammeldags fortalt efter-krigsromance uden større litterærekvaliteter, men med ægtespor af selv-opleven.

Læs hele vurderingen