Gennem Aristoteles-receptionen i den italienske renæssance, både i praksis og i teori gennemgås forståelsen af det tragiske og tragedien. Dramaer betegnet som tragedier undersøges for hvor meget tragik de indeholder. Tyngdepunktet er den franske oplysningstid, og slutpunktet genopdagelsen af de tragiske i det tyske drama.