Den tidligere direktør for Københvans zoologiske have har skrevet en ny, opdateret bog om den danske ræv til afløsning af Ræven, som han skrev i 1976. I en personlig, flydende, nærmest causerende stil fortæller han om rævens udseende, sanser, fødesøgning, yngleadfærd, territorier m.m. Indbydende layout og mange gode akvareller og fotos i farver. Kort litteraturliste. I de sidste 20 år har man bl.a. fundet ud af, at ræven ikke driver grævlingen ud af gravene ved at svine dem til, at mange ræve lever i større familier, og at mange ræve har bosat sig i storbyernes haver og parker. Disse byræves liv omtales indgående. Bogen kan læses af større børn, men er ellers mest for voksne. For børn findes der i forvejen flere bøger om emnet. Sussie Pagh: Ræven, hæfte 1 i tidsskriftet Natur og Museum fra i år bygger også på den nyeste viden og henvender sig til stort set samme målgruppe som Ræven.